Kost & kræft

Oplever du vægttab, vægtøgning eller senfølger under eller efter dit kræftforløb?

Ernæring er vigtigere end du tror 

Kost og livsstil er afgørende i relation til at forebygge kræft. Når kræften rammer er kostindtag, bevægelse, søvn og mental sundhed derfor vigtige elementer at fokusere på.  

Appetitten hos kræftramte rammer meget forskelligt, og nogle taber sig, mens andre tager på i forbindelse med behandlingen. Begge udfordringer kan være en betydelig belastning for den enkelte.  

Jeg har omfattende erfaring med vejledning af kræftramte, dels gennem mit mangeårige samarbejde med Kræftens Bekæmpekse og dels gennem mit arbejde og deltagelse i forskningsprojekter på Aalborg Universitetshospital. Jeg står derved klar til at hjælpe dig og eventuelle pårørende i forhold til at vejlede dig i store som små udfordringer både før, under og efter din kræftbehandling.  

KONTAKT MIG

Hvorfor må du ikke tabe dig, når du har kræft?  

Underernæring er desværre den mest almindelige komplikation ved kræft, fordi appetitten langsomt forsvinder. Det er dog ikke alle, der ved, hvor essentielt det er at undgå et vægttab, når man er alvorlig syg. Uanset hvor meget du vejer før du blev syg, er det meget vigtigt, at du ikke taber dig, når du har kræft. Når du er syg, taber du nemlig primært muskelmasse og ikke fedt. Muskeltab nedsætter immunforsvaret, og kan få alvorlige konsekvenser for selve kræftbehandlingen, og den tid det tager at genvinde kræfter efterfølgende, specielt hvis du har været eller skal igennem kemobehandling.

Når du er i behandling for din kræftsygdom, er det derfor vigtigt, at du holder øje med din vægt. Her er det afgørende at være opmærksom i god tid, da den rette ernæring er afgørende for at komme godt igennem dit sygdomsforløb.

Hvordan skal jeg spise? 

De officielle kostråd er under normale forhold udgangspunktet for en sund og nærende kost. Det kan derfor forvirre mange kræftpatienter, hvis sundhedspersonalet giver rådet: “Du skal bare spise, hvad du har lyst til”. Det er vigtigt at huske, at de officielle kostråd er for alle, der ikke er ramt af sygdom. Der gælder nemlig andre kostråd og individuelle hensyn, når du er syg, har mindre appetit og har tabt dig i vægt.  

Min vejledning tager udgangspunkt i dig og din hverdag. Med min hjælp, vil vi komme omkring dine mad- og indkøbsvaner, spisemønstre, kosttilskud og dine udfordringer i forhold til mad og vægt. Formålet er at hjælpe dig bedst muligt og skabe det bedst udgangspunkt for din behandling og efterfølgende heling.

Vægtøgning og kræft

Nogle kræftpatienter oplever utilsigtet vægtøgning under og efter deres kræftbehandling. Hvis du tager på i vægt, kan du gøre noget for at undgå og mindske yderligere vægtstigning. Undlad dog at gå på slankekur, mens du er i behandling. Det gælder både, hvis du i forvejen er overvægtig, og/eller hvis selve kræftbehandlingen har øget din vægt. 

Kroppens behov for næringsstoffer er øget under sygdom og behandling. Vent derfor med at tabe dig, til du er færdig med behandlingen. På den måde sikrer du dig, at kroppen får den nødvendige næring. Spis efter de officielle kostråd og dyrk motion, hvis du har mulighed for det.

Som diætist kan jeg hjælpe dig med at undgå vægtøgning ved at lægge en plan, der er tilpasset dit sygdoms- og behandlingsforløb. 

Kost, kræft og senfølger

Desværre oplever flere kræftpatienter forskellige senfølger efter endt behandling. Særligt personer som er opereret for kræft i mave- og tarm, kan have udfordringer som eksempelvis luftgener, oppustethed, akut afføringstrang, diarré og/eller forstoppelse.

Mange af disse gener kan lindres eller helt afhjælpes med individuel vejledning hos mig, hvor vi sammen udarbejder en skræddersyet løsning, der passer ind i din hverdag og dit behov.  
 

Har du spørgsmål, så send mig gerne en mail, eller ring og få en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig.