Wokret med spidskål og kylling
Denne ret går under hvad jeg kalder "sund fastfood". Vi har alle dage, hvor tiden ikke er til de store kreationer i køkkenet. Det er derfor rart at have ne håndfuld retter, som kan laves på max 30 min. i køkkenet. Retten kan varieres i det uendelige i forhold til, hvad køleskabet lige har at byde på, og så er en wokret altid god, hvis man skal have tømt køleskabet for de nogengange kedelige grøntsager.
Ingredienser
- 1/2 spidskål
- 1 porre
- 1 peberfrugt
- 1 fed hvidløg
- 1/2 bk brune champignon
- 2 gulerødder
- 2 kyllingebrystfileter
- 1 tsk paprika, edelsüss
- salt og peber
- olivenolie til stegning
Sojadressing:
- 3 spsk sojasauce
- 1/2 spsk æblecidereddike
- 1 spsk ahornsirup
Sådan gør du
- Start med at skære kyllingekødet i mindre stykker og brun det af i en wok eller gryde i lidt olivenolie sammen med paprika. Tag kyllingen op og hold det varmt mens grøntsagerne skæres og tilberedes.
- Grøntsagerne snittes i tynde skiver.
- I den samme gryde svitses spidskål, som det første i et minuts tid, til det falder sammen. Spidskålen tages op og lægges sammen med kyllingen.
- Nu svitses hvidløg, porre, champignon et par minutter, til de er klare. Grøntsagerne tages også op og lægges sammen med kylling/kålblandingen.
- Til slut svitses peberfrugten og gulerødder et par minutter – disse må gerne stadig have bid.
- Dressingen røres sammen og kommes på panden med gulerødder og peberfrugt.
- Tilsæt nu alle de øvrige ingredienser og bland retten sammen. Smag til med salt og peber og server straks.