Sprød julerødkål med pære
Denne salat er dejlig sprød og syrlig og egner sig fortrinligt til julemad såsom andesteg eller flæskesteg. Salaten kan naturligvis varieres med fyld i form af æble og appelsin, ligesom den kan tilføjes bladselleri, hvis man ønsker det.
Ingredienser
- 1 lille rødkål eller 1/2 stort
Marinade til rødkålen:
- 2 spsk koldpresset raps- eller olivenolie
- 1 citron, saft og revet skal heraf
- 1 tsk honning
Fyld:
- 2 pærer
- 7 medjoul-dadler eller 1 håndfuld tørrede blåbær
- 2 clementiner
Dressing:
- 3 spsk koldpresset raps- eller olivenolie
- 2 spsk balsamico
- 1 spsk honning
- salt og peber
Knas:
- 50 g pekannødder
- 1 spsk smør
- 2 spsk flydende honning eller sirup
- 1 knsp salt
Sådan gør du
- Fjern de yderste blade på rødkålshovedet, skyl rødkålen og skær stokken af. Del rødkålen i 2 og snit den nu meget fint enten i hånden eller på et mandolinjern.
- Vask citronen, riv skallen og pres herefter saften af citronen. Rør olivenolie og honning i sammen med citronsaft og skal. Læg kålen i en frysepose og hæld marinaden over. Ryst posen godt, så marinaden fordeler sig godt i kålen og læg posen med kål på køl i min. 10 timer. Vend gerne posen et par gange undervejs.
Knas
- Rist nødderne gyldne på en tør pande i et par min. Tilsæt smør, honning og et nip slat, og lad det stege i endnu et par min. , til nødderne er karameliserede. Hæld nødderne ud på et stykke bagepapir og lad dem størkne. Hvis du vælger at lave nødderne i god tid er det vigtigt at du opbevarer dem lufttæt efter nedkøling, for at bevare sprødheden.
Dressing
- Pisk balsamico, olie, honning og lidt salt og peber sammen. Smag dressingen til.
Fyld
- Udsten dadlerne og skær dem i kvarte. Skræl mandarinen og del den i små både og sørg for at fjerne alt hvidt skræl. Vask pærerne, fjern kernehus og skær dem i tynde både.
- Når rødkålen er marineret, vendes først dressingen i, og dernæst pærer og dadler. Anret salaten i en fad/skål og pynt med mandarin. Salaten kan sagtens opbevares på køl inden servering og knas tilsættes som sidste pynt på salaten lige inden servering.