Rødkålssalat med grønkål og figner
En rigtig vintersalat, som blandt andet klær enhver julemiddag. De mange farver og de klassiske vinterråvarer gør denne salat uimodståelig på et hvert middagsbord.
Ingredienser
- 1/2 rødkålshoved
- 2 håndfulde grønkål
- 4 ingridmarieæbler
- 4 appelsiner
- 125 g blåbær
- 1 håndfuld tørrede figner
- 1 håndfuld hasselnødder uden skal
Dressing:
- 2/3 olivenolie
- 1/3 mørk balsamicoeddike
- honning
- sød sennep
- salt og peber
Sådan gør du
- Dressingen piskes sammen eller blendes med en stavblender.
- Hasselnødderne kan købes afskallede, men har man kun almindelige, kan man gøre følgende:Rist hasselnødderne i ovnen eller på en tør pande. Lad dem blive godt varme og ryst panden, indtil nøddernes brune hinde falder helt eller delvist af under ristningen. Når de er ristede tilstrækkeligt, kommes de i et viskestykke, hvor man kan gnubbe det resterende hinde af. Bruger man ovnen, kan man enten gnide det af med fingrene når de er afkølede eller anvende viskestykket.
- Rødkål snittes fint og blandes med dressingen i en skål.
- Grønkålen plukkes fri fra stilken og fintsnittes. Denne tilføjes til skålen.
- Appelsinen skrælles med en kniv og skæres i fileter, som kommes i en seperat skål. Saften på spækbrættet må gerne komme med i skålen sammen med de resterende ingredienser.
- Æblerne skæres i tern og vendes i appelsinerne, så saften forhindrer æblerne i at blive brune. Frugten vendes i kålblandingen og der smages til med eventuelt salt, peber og mere dressing.
- Anret rødkålssalaten i en skål eller på et fad og pynt med blåbær, figner og ristede hasselnødder.