Ølandsboller
Luftige ølandsboller med en dejlig krumme og sprød skorpe. Bollerne kan bruges til både morgenmad, frokost eller som en sandwichbolle, da indholdet af fuldkornsmel og havregryn giver en god mæthedsfølelse. Bollerne er også velegnet til at fryse, så lav gerne en stor portion til at tage op efter behov.
Ingredienser
- 7 dl lunkent vand
- 25 g gær
- 1 dl hytteost eller anden surmælksprodukt
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 2 spsk olivenolie eller rapsolie
- 2 dl hørfrø
- 7 dl fuldkorn ølandshvedemel
- 5 dl havregryn
- 3-4 dl hvedemel
- 2 tsk bageenzym kan udelades
- 2 tsk hvedesur kan udelades
- 1 æg til pensling
- 1 håndfuld græskarkerner
Sådan gør du
- Rør gæren ud i lunkent vand.
- Tilsæt hytteost, salt, sukker, olie og hørfrø.
- Tilsæt nu havregryn og gradvis Ølands fuldkornsmelet mens dejen æltes grundigt på røremaskine. Bland 3 dl hvedemel med bageenzym og hvedesur og tilsæt det under fortsat æltning.
- Til slut tilsættes lidt mere hvedemel indtil dejen slipper kanten og er sammenhængende, men fortsat let fugtig.
- Dejen sættes til hævning i 30 min. på køkkenbordet med et rent viskestykke over.
- Efter første hævning formes ca. 18 boller og sættes på bageplade med bagepapir. Kom evt. lidt vand på fingrene og tag så en passende mængde dej i hånden og form hver bolle.
- Bollerne hæver i 30 min. inden de pensles med æg og drysses med græskarfrø. Bages ved 210 grader varmluft i ca. 16-18 min.
Noter
Bageenzymer og Hvedesur kan begge købes i større supermarkeder som fx Bilka eller i Helsekost forretninger og på nettet. Bagenzymer giver brødet lidt ekstra luftighed og Hvedesur tilfører surdejssmag.