Hvad dominerer dit liv – Madro eller Madstress?

Stress har mange ansigter og de senere år har der desværre været en stigning i den såkaldte ”madstress”.

Madstress kan bl.a. komme til udtryk som:

  • Forbudstanker, rigide regler om mad, alt eller intet tankegangen og bekymringer om at ”falde i”.
  • Cravings efter ”det forbudte”, tilladende tanker og følelsen af at fejle, når du giver efter for mad.
  • Alt-eller-intet-tænkning som ofte bakkes op af ”Så kan det også være lige meget” og dømmende og opgivende tankegang i forhold til ens egen formåen.
  • Utallige diskussioner med dig selv om, hvad og hvor meget du burde spise og hvornår.
  • Dårlige samvittighed og skam over at have spist for meget eller forkert og tanker omkring kompenserende adfærd ved at spise mindre på et andet tidspunkt.
  • Et altoverskyggende ønske om vægttab eller frygten for at tage på, der fungerer som drivkraft bag alle tankerne og følelserne om mad og vægt.

Modsætningen til madstress er madro.
Madro kan beskrives som oplevelsen af, at tanker om mad og kropsvægt fylder så lidt, at de ikke står i vejen for et meningsfuldt liv.

Madro er friheden til at kunne være tilstede i fx sociale sammenhænge, i stedet for at være optaget af tanker om, hvordan du kan spise mindre eller undgå at falde i, igen i aften. Det er friheden til at kunne glæde dig til sociale arrangementer uden at blive forstyrret af bekymringer om, hvad der bliver serveret. Det er friheden til selv at kunne vælge, hvad du vil spise, i stedet for at tænke på, hvad du burde eller ikke burde eller må, ikke må.
Madro er ikke nødvendigvis ensbetydende med fuldstændig fravær af madstress. Ligesom det heller ikke er ensbetydende med, at du aldrig kan træffe madvalg for sundhedens skyld eller ønske om at veje mindre.

Madro er er en grundlæggende oplevelse af, at livet primært består af noget andet end tanker om slankekure og kropsfokus. Et levet liv, hvor kalorier nydes og ikke tælles.
Hvis du er et sted, hvor madstress sætter dagsordenen for dit liv, så skal du vide, at du bestemt ikke er alene om den udfordring, og vigtigst af alt; Der er hjælp at hente! Det er nemlig muligt at vende madstress til madro.

Første skridt på rejsen væk fra madstress er at droppe slankekurene én gang for alle. Madstress næres nemlig af slankekure og forbudstanker, og det er så vigtigt, at forstå denne symbiose. Jo flere forbud og afsavn, jo mere craving (på alt det ”forbudte”) og dermed grobund for overspisning, som fører til skyld – skam og dårlig samvittighed, der igen skaber bekymringer om krop og vægt, og så ruller rouletten med en negativ og i virkeligheden selvdestruktiv cyklus. Det er netop denne cyklus, du er nødt til at begynde at bryde for at kunne arbejde dig hen imod et mere afslappet forhold til mad og vægt