Grøn salat m/ appelsin og granatæble (4 personer) (low FODMAP venlig)
- 1 bdt. grønkål (ca. 5-6 blade)
- 2 store appelsiner
- 1 lille granatæble
- 3 spsk peanuts (saltede)
Dressing:
- 1½ spsk. Æbleeddike
- 3 spsk. Ahornsirup
- 3 spsk. Raps- eller olivenolie
- Lidt salt og peber
Sådan gør du:
Grønkålen skylles og rengøres grundigt i vand. Grønkålen drypper af og frigøres fra stænglen, som kasseres. Grønkålen skæres ud i tynde strimler og kommes i en skål.
Appelsinerne skæres fri af skrællen og hver filet skæres fri med en kniv, således at hinden ikke kommer med. Lidt over halvdelen af appelsinstykkerne kommes i grønkålen (resten gemmes til pynt) og appelsinresten presses i hånden ud over skålen med grønkål, således at saften kommer ud.
Granatæblet deles i 2 stykker og kernerne frigøres og kommes i en skål. Bland granatæblekerner i salaten, men gem lidt til pynt.
Dressingen blandes ved først at røre æbleeddike med ahornsirup og dernæst piskes olien i lidt efter lidt.
Smag dressingen til med lidt salt og peber og vend den i salaten. Salaten må gerne stå og trække lidt, men kan også serveres med det samme. Inden servering pyntes salaten færdig med appelsin, granatæble og peanuts.