Er du klar til weekend hygge ?

lonerosenkilde_blog_hygge

Så er det for alvor blevet efterår og mørket sniger sig ind tidligt som sent. Det kan ind imellem være svært og udfordrende at holde ens sundhed ved lige, når kulden og lysten til de søde sager trænger sig på. Det danske ord hygge rimer for mange på slik og sofa, og efteråret og vinteren indbyder til netop hygge i stearinlysets skær.

Jeg elsker den danske hygge, og nyder at slå mig ned i sofaen med en skøn kop te og noget lækkert chokolade. Hygge er bare også så meget andet, og jeg er selv ret bevidst om, at prøve at lære min egen søn, at hygge ikke altid er lig med, at vi skal spise, men at hygge også er samvær, nærvær, et spil ludo, en cykeltur eller en tur i ZOO for bare at give nogle eksempler.

Hvad forbinder du med hygge?

For meget og for hyppigt indtag af søde sager kan udfordre ikke alene vores egen, men også familiens sundhed. Vi bliver for tykke af for mange tomme kalorier, og vi får svært ved at dække vores behov for vigtige vitaminer og mineraler, hvis sukker optager pladsen for anden næring.

Et sted at starte er at give dine ”hyggevaner” et eftersyn. Hvor tit og hvor meget hygger du med søde sager? Kan du skære ned? Kan noget erstattes af sundere alternativer?

Hyggespisning er et bevidst tilvalg, og hvorfor ikke stile efter at få kvalitet, fremfor kvantitet?!

Ofte er det sådan at, hvis vi får noget bare en gang i mellem, så bliver det ligesom noget særligt, og vi glædes mere over det, og nyder det i langt højere grad, end hvis det bliver en hverdags begivenhed.

Har du brug for inspiration til, hvad du eks. kan variere de søde lækkerier med, så kommer her et par forslag:

  • Nødder og mandler er altid lækre som sund snack, og trænger du samtidigt til noget sødt, så prøv at blande eks. mandler med rosiner
  • God mørk chokolade med 70% kakaoindhold
  • Frosne vindruer, og ja du læste rigtigt, jeg skrev frosne! Vindruer direkte fra fryseren kan stille en lækkersult, og er et super godt alternativ til eks. vingummi
  • Friske dadler kan ofte stille den værste sukkertrang, og prøv dem eks. direkte fra køleskabet
  • Friske blåbær er også ideelle at hapse direkte fra en skål
  • Frugtsalat af frisk frugt skåret i mundrette bidder. Frugt er altså bare lidt mere lækker, hvis vi lige investerer lidt tid i at skære ud og anrette. Prøv at toppe den friske frugtsalat med granat æble kerner. Det er både dekorativt, og sprængfyldt med vitaminer, samtidigt med at det giver en lækker knasende kontrast til den bløde frugt
  • En lækker frugtsmoothie eller frisklavet juice med masser af grønt
  • Er du til skyr, så kan du eks. tage en port. skyr m/ vanilje og toppe med bær, nødder og kakao nibs. Bær kan være både i form af de friske bær, men prøv også alle de forskellige former for tørrede bær, der findes. Der åbner sig en helt ny verden, når først du får øjnene op for et utal af variations muligheder, der findes, når vi taler sundere alternativer til hyggestunder.