
Hvis du hører til dem, der ønsker at holde den slanke linje, eller er i gang med et vægttab og livsstilændring, ja så kan enhver traditionel julefrokost fremstå som den værste frygt. For hvordan tackler man alle fristelserne og kommer helskindet igennem julefrokosten, uden at sætte alt over styr og miste grebet om den sunde livsstil?
Svaret er egentlig ret simpelt: Prioritering! Det drejer sig i bund og grund om benhård prioritering, og en lille smule planlægning. Du er nødt til at prioritere og være enormt bevidst om, hvornår du vælger de ekstra kalorier til, både i form af mad, men i lige så høj grad i form af alkohol.
De gode og sunde tiltag, som du har taget i løbet af ugen, kan desværre hurtigt blive sat til vægs, hvis du giver den gas i én weekend eller til en stor julefrokost. Nogen vil måske tænke, at ”så går jeg jo glip af alt det sjove”! Men der er netop ikke tale om enten/eller, men snarere ”alting med måde”.
I stedet for at gå all in og drikke ex 10 genstande på en aften, så nøjes med 4, og lur mig om det ikke bliver en sjov aften alligevel. Aftenen bliver heller ikke mindre hyggelig af, at du kun tager en lille portion dessert, frem for to store. Faktisk vil du opleve en stor tilfredsstillelse med dig selv, når du begrænser indtaget og holder den plan du har lagt for aftenen.
Hvis der blot er tale om én julefrokost, så er det jo ikke den ene gang, der gør den store forskel, men når der er tale om adskillige gange, hvor kalorieindtaget kommer op at ringe, ja så er det her du bør sætte ind og være på forkant. Her kommer de 10 bedste tips til at komme lettere igennem julefrokosterne og alle de gode middage:
- Beslut dig for inden du tager afsted, hvor mange genstande du maksimalt vil drikke, og hvor mange gange du vil fylde tallerkenen i buffeten, eller at du nøjes med en portion af hver ret, hvis der er tale om en klassisk 3 retters. Og vigtigst af alt: ”Stick to the plan”!
- Tag aldrig afsted til julefrokost på tom mave, og lad være med at sulte dig selv i timerne op til, da det bare gør din sult langt større og spænder ben for, at du kan overholde din plan
- Ved et traditionelt julebord, så husk at spise det gode rugbrød, men del det gerne i kvarte. På den måde får du mulighed for at smage flere forskellige typer sild, pålæg etc., men husk at mængden af pålæg skal svare til brødets størrelse
- Drop smørret på brødet
- Ved de lune retter så vælg ud, hvad du vil smage på, og undgå de alt for fede retter
- Tænk i slanketallerken modellen og lad grøntsager udgøre 50%
- Spar på dressinger og fede sovse
- Drik mindst 2 glas vand for hver genstand alkohol du indtager
- Spis langsomt og læg kniv og gaffel fra dig ind i mellem
- Tal gerne lystigt med din bordherre/-dame og nyd aftenen! 🙂