Er dit nytårsfortsæt røget i vasken?

Det er hvad der sker for de fleste desværre. For selv om intentionerne er gode, og du helt sikkert har motivationen, kan det være rigtig svært at holde et nytårsfortsæt. Der er nemlig meget større sandsynlighed for, at du ikke holder fast i dine fortsætter, hvis du ikke fra start af, har sat dig et konkret mål og er bevidst om at holde styr på din fremgang.

Mange begår den samme fejl. De fremsætter en masse nytårsfortsætter, men glemmer at konkretisere, hvad det egentlig er de gerne vil opnå. Altså hvornår/hvordan kan de måle at de er i mål? Andre gør den store fejl, at de sætter målet alt for højt, og dermed hurtigt knækker halsen på det. Mange glemmer desuden at holde skarpt øje med deres fremskridt undervejs, og i stedet hæfter de sig ved de dage, hvor de ikke lykkes med deres nytårsfortsæt.

Det er en skam, for mange har jo rigtig gode intentioner om at ville ændre på noget, gøre noget andet, bedre, sundere o.s.v.

Sådan kommer du tilbage på sporet

Lad os kigge på et par eksempler:

”Jeg vil gerne spise sundere” er ikke særlig konkret, og det er rigtig svært at vide, hvad sundere indebærer. Når målet ikke er konkret, er det desuden virkelig svært at spore din fremgang.

Prøv i stedet at gøre målet mere håndgribeligt, fx ”Jeg vil spise grøntsager hver dag til aftensmaden” eller ”Jeg vil købe/spise brød med fuldkornslogoet på”. På den måde er det også nemmere at måle dine fremskridt, fordi du kan sætte kryds i kalenderen de dage du faktisk spiste grøntsager til aftensmaden eller spiste fuldkornsbrødet.

Husk også at gøre dit mål overkommeligt. Sæt hellere baren lavt, i stedet for at tage munden for fuld. Alt for tit møder jeg klienter, som har knækket halsen på alt for store mål. Når vi sætter realistiske og overkommelige mål, får vi hurtigt succes og dermed større motivation og glæde i processen.

Sluttelig er det væsentligt at gøre sig bevidst, at det at ændre livsstil er en proces.

Tilbagefald er helt NORMALT, når du vil ændre noget i dit liv, og det kræver ofte MANGE forsøg at skabe en FORANDRING, men for hver gang du prøver, er SANDSYNLIGHEDEN for at lykkes større!

Når vi ser bevidste om, at det er uundgåeligt at have tilbagefald, og dage, hvor det ikke helt lykkes, så gør det rejsen nemmere, og lettere at finde tilbage til den sunde kurs igen. Husk at møde dig selv med venlighed, og hjælp dig selv kærligt tilbage på sporet, i stedet for at slå dig selv i hovedet og opgive rejsen!

At ændre livsstil kræver tålmodighed og øvelse, og gennemsnitligt tager det op til 21 dage at ændre blot én vane. Så giv tid og ros dig selv for alle de dage, hvor det går godt, i stedet for at dvæle ved de få dage, hvor du måske ikke lige nåede i mål.

Så ”keep up the good spirit”, og rigtig god rejse 🙂